Tilbage

Første brønd på Tyra II er færdig

Esbjerg, 9. februar 2023 – I denne uge blev den første brønd på det nye Tyra II genetableret. Det markerer en vigtig milepæl i sidste fase af genopbygningen af Tyra-feltet.

Produktionen fra Danmarks største gasfelt, Tyra, blev midlertidigt stoppet før genopbygning startede i september 2019. Siden er de gamle platforme blevet transporteret til land og genanvendt, mens otte nye platforme er blevet bygget og installeret i den danske Nordsø. Nu er genopbygningen i sin afsluttende fase, og parterne bag arbejder på højtryk for at gøre Tyra klar til at levere gas, så feltet igen kan yde et væsentlig bidrag til den danske og europæiske forsyningssikkerhed. 

Stort arbejde på brøndene er startet 

En afgørende del af det sidste kapitel i Tyra-genopbygningen er at genåbne de 42 brønde, der forbinder gassen i undergrunden med de nye Tyra faciliteter. For omkring halvandet år siden blev hver brønd sikret med en barriere mod gas reservoiret, og de gamle produktionsventiler på toppen af brønden de såkaldte “juletræer” navngivet efter et pyntet grantræ på grund af dets lighed i form blev fjernet og sendt i land til renovering. Nu bliver juletræerne geninstalleret på toppen af brøndene som snart vil blive genåbnet. 

I denne uge har vores offshore-team med succes geninstalleret det første 3,2 tons tunge juletræ oven på brønden. Juletræet kontrollerer strømmen af gas fra brønden ind på det nye procesmodul, når Tyra er tilbage i drift. I de kommende måneder vil arbejdet fortsætte med at færdiggøre de resterende brønde,

siger Lars Bo Christiansen, Vicedirektør for Tyra-genopbygningsprojektet i TotalEnergies EP Danmark A/S.

Fokus på bæredygtighed 

Bæredygtighed har været et væsentligt grundelement i alle aspekter af genopbygningen. For eksempel, blev de gamle Tyra platforme og strukturer nedtaget og demonteret, hvilket har muliggjort, at 98,5% af materialet er blevet genanvendt. Det meste bidrager til den globale cirkulære økonomi, mens nogle dele også er integreret i det nye design af Tyra. Eksempelvis genbruges de gamle ben fra platformene (eng. jackets) og juletræer til hhv. brøndhoved- og stigerørplatforme på Tyra II. 

Ved at bruge højt kvalificeret ekspertise i Esbjerg og Syddanmark, har det været mulig at genbruge flere dele til Tyra II. Juletræerne blev oprindeligt installeret på Tyra i 1984, og har altså næsten 40 år på bagen, men heldigvis er kvaliteten så god, at den bedste løsning var at restaurere og genanvende dem,

siger Lars Bo Christiansen.

Vej til første gas 

Nøglefokus i den sidste fase af Tyra-genopbygningsprojektet er forberedelsen af de nye offshore faciliteter til første gas. Det omfatter geninstallering og åbning af brønde, opstart af platforme og systemer, tilslutning af faciliteter til eksisterende infrastruktur i Nordsøen og løbende test.

Vi arbejder på højtryk for at få Tyra-gasfeltet tilbage i produktion, og vi er glade for at have nået de første vigtige milepæle i denne sidste fase af genopbygningen. I denne uge har vi afsluttet vores første brønd, men der er stadig meget arbejde tilbage offshore. Vi mobiliserer alle de kræfter, vi kan, og arbejder døgnet rundt sammen med vores partnere og leverandører for at levere den første gas så hurtigt som muligt til gavn for den danske forsyningssikkerhed,

siger Lars Bo Christiansen.

Fakta om genopbygningen af Tyra 

  • TotalEnergies er operatør på Tyra-feltet på vegne af DUC – et partnerskab mellem TotalEnergies (43,2%), Noreco (36,8%) og Nordsøfonden (20%). 
  • Tyra er Danmarks største naturgasfelt. Før feltet blev lukket for genopbygning, var det centrum for bearbejdning og eksport af mere end 90% af den naturgas, der blev produceret i den danske Nordsø. 
  • Det er nødvendigt at genopbygge Tyra, da havbunden under platformene var sunket som følge af mange års udvinding fra det underliggende kalklag. 
  • Genopbygningen af Tyra-feltet omfatter tre hovedelementer: Nedtagning samt genanvendelse og bortskaffelse af de gamle Tyra-platforme; Genbrug og 13 meters forlængelse af de nuværende ben på seks platforme, som også vil få nye overdele (eng. topsides); samt en helt ny procesplatform og en ny beboelsesplatform 
  • Når det genopbyggede Tyra II er tilbage i produktion, forventes feltet at levere
    2,8 milliarder kubikmeter gas om året, hvilket svarer til 80% af den forventede danske gasproduktion. 
  • Tyra II vil levere naturgas med 30% mindre CO2 emissioner fra produktionen og vil yde et væsentlig bidrag til den danske og europæiske forsyningssikkerhed. 

TotalEnergies mediekontakt:
Thorkild Diness Jensen / Head of External Communications for TotalEnergies Danmark / +45 20 20 42 36 / thorkild-diness.jensen@totalenergies.com 

Supplerende materiale: 

Hent relevante billeder her. 

Om TotalEnergies i Danmark
TotalEnergies er Danmarks ledende olie og gasvirksomhed med en bred og international arbejdsstyrke på ca. 1.200 medarbejdere. Vi er ansvarlige for 85% af olieproduktionen og 97% af gasproduktionen i Danmark og står for udviklingen af et af de førende CO2-lagringsprojekter, som forventes at kunne lagre flere millioner tons CO2 i de udtjente olie- og gasfelter i Nordsøen. TotalEnergies’ operation har været aktiv i mere end et halvt århundrede og repræsenterer et vigtigt bidrag til den danske økonomi, energiforsyning og beskæftigelse. Udover olie- og gasaktiviteterne arbejder TotalEnergies på at etablere nye forretningsaktiviteter inden for offshore vind, solenergi og andre vedvarende energiformer i Danmark. 

Om TotalEnergies
TotalEnergies er et globalt multi-energiselskab, som producerer og markedsfører en bred vifte af energiformer: Olie og biobrændsel, naturgas og grønne gasser, vedvarende energi og elektricitet. Vores mere end 100.000 medarbejdere har fuldt fokus på energiformer, der er stadigt billigere, renere, mere pålidelige og tilgængelige for så mange mennesker som muligt. TotalEnergies er aktiv i mere end 130 lande og har bæredygtig udvikling i centrum af alle virksomhedens projekter og operationer for at bidrage til menneskers velvære.